Anna Lundh: Miss Clock (The Year is a Python), 2014

Anna Lundh: Miss Clock (The Year is a Python), 2014, ACTS - festival for lyd og performance, Museet for Samtidskunst, foto: Kristoffer Juel Poulsen

En gruppe mennesker står i en rundkreds skulder ved skulder og med ansigterne vendt væk fra kredsens centrum. Med små skridt i urets retning bevæger de sig rundt i jævnt tempo.  Bevægelsen gentages i fem øvrige kredse af mennesker. På afstand udviskes indtrykket af de enkelte cirkler og personer, og i stedet opstår et større billede af en maskine med seks roterende skiver. Der er bevægelse i gang; en konstant rotation uden begyndelse og uden afslutning.

Billedet skifter mellem det panoramiske blik og close-ups af både fødder, kroppe og ansigter, mens personerne går stadig rundt i ring. Fra een vinkel ser man, hvordan de passerer forbi en mikrofon, der står på et lille bord. Mange går forbi, og man fornemmer stilheden i den store hal, der danner rammen om opstillingen. Der er kun en diffus lyd af fødder som bevæger sig over betongulvet. Så er der pludselig en person, der siger “15”  - en anden siger “25” - og en tredje: “40” - og så lyder et elektronisk “DUT”.

Opstillingen, eller koreografien om man vil, er lavet af den svenske kunstner Anna Lundh som et forsøg på at illustrere den første teknologi bag det, vi i Danmark kender som ”Frøken Klokken” (på engelsk Miss Clock og på svensk Fröken Ur), udviklet i 1934 af telefonfabrikanten L.M. Ericsson.

Et øjeblik

Med de mange små skridt drejer skiverne sig rundt, ligesom de roterende tonefilm-skiver i den oprindelige maskine, der indeholdte lydoptagelser af 8.640 indtalte klokkeslæt; timetallene 00-23, minuttallene 00-59 og sekundtallene 0, 10, 20, 30, 40 og 50. Hver enkelt tidsangivelse blev aflæst ved hjælp af fotoceller; først timetallet, så minuttallet og så sekundtallet, og endelig, “DUT” for at markere det præcise tidspunkt, tidsangivelsen passer til.

Videooptagelserne af de roterende menneskecirkler er en del af en lecture-performance, “Miss Clock (The Year is a Python…)”, vist på festivalen ACTS i juni 2014. Performancen handler om tid: Vores oplevelser af tiden og de måder, hvorpå vi forsøger at indfange og kontrollere den, både sprogligt og teknologisk. Lundh giver eksempler på udtryk, vi bruger om tiden, der igen bliver udtryk for vores forhold til, og oplevelser af, tid.
”‘Et øjeblik’. Det var det, man plejede at sige i telefonen derhjemme, før man gav røret til den person opkaldet var til,” siger Anna Lundh. “Ét blink med øjet. Denne tidsenhed er i det mindste til at måle på.”

Hyppigheden af vores blinken kan påvirkes af, hvad vi ser på, af udmattelse, øjenskade, aldring eller stofpåvirkning, fortæller Lundh, men selve blinke-bevægelsen er meget præcis og konstant i varighed, fortæller Lundh, nemlig mellem 100 og 150 millisekunder. Men hvor lang tid varer et øjeblik i det daglige?

“Et øjeblik,” undskylder Lundh sig med før hun henter et glas vand.

Anna Lundh: Miss Clock, 2014
Anna Lundh: Miss Clock (2014), fra optagelserne på Fabrikken for Kunst og Design

Året er en pytonslange

Lundh tager blandt andet afsæt i sin oplevelse af, at hendes egne indre billeder af tiden støder sammen med den kollektive, vedtagne tid. Hun reflekterer over den måde, vi inddeler tiden på, og hvordan vi tilpasser os de vedtagelser, der gør sig gældende omkring tiden, fx tidszoner, sommer- og vintertid, dage, uger, måneder og år. Kalenderen og uret, uanset om der er tale om et solur eller atomur, er måder at skelne afgrænsede bidder af tid fra hinanden. Lundh interesserer sig netop for forholdet mellem den ‘indre’ tidsfornemmelse, eller den subjektive opfattelse af tiden, og den kollektive, systematiserede tid.

Refleksionerne over tid er også udgangspunktet for Lundhs værk The Year is a Python that Swallowed an Elephant (2009-), (red.: Året er en pytonslange som slugte en elefant). Værket har form af en art eksperiment eller undersøgelse, hvor de medvirkende blandet andet bliver bedt om at udfylde et spørgeskema med spørgsmål som: “Hvad lavede du på dette tidspunkt for to dage siden?”, “Hvad fik du til aftensmad sidste tirsdag?”, “Nævn noget du skal lave denne sommer”.

Dernæst bliver de medvirkende bedt om at lave tegninger af, hvordan de ser ugen og året for sig. Spørgeskemaet og tegneøvelsen bliver fulgt op af interviews, hvor de medvirkende fortæller om deres tegninger. Værkets titel stammer fra ét af disse interviews: En af respondenterne beskriver sin tegning af året som en pyton, der har slugt en elefant, fordi midtermånederne er tegnet som en bakke eller en udposning midt på slangens mave.

Det er planen, fortæller Lundh, at eksperimentet skal fortsætte, og at hun skal analysere besvarelserne fra de 150 respondenter, hun indtil videre har indsamlet, i samarbejde med en læge og en psykolog.

“Jeg har mange spørgsmål til denne næste fase,” siger Lundh.

“Hvor kommer disse billeder fra? Hvornår dannes de? Ændrer de sig over tid? Jeg aftalte med en tiårig dreng som deltog i eksperimentet, at han vil gøre det igen om ti år.” 

Eksperimentet er et forsøg på at indhente både kvalitativ og kvantitativ data, som kan belyse forskelle og ligheder i de måder, vi opfatter tid på. Lundh forholder sig kritisk og spørgende til den enkeltes relation til de fælles tidsskemaer.

“Påvirker disse billeder af tid vores evne til at håndtere tiden, eller er det omvendt?,” spørger Lundh.

“Det jeg er blevet mest overrasket over, er hvor varierede og unikke disse billeder er. Hvad betyder det, at vi i virkeligheden tænker så forskelligt om noget vi har opnået enighed omkring, nemlig tiden? Hvor ens tænker vi i det hele taget?”

Lundh påpeger, at tiden ikke er én på trods af utallige forsøg gennem historien på at ensrette den - eller forsøg på det modsatte; at rette os selv ind efter den opmålte tid og vores forvaltning af den. For tiden er også en disciplinerende magt, som man bliver nødt til at underlægge sig for at indgå i det sociale.

Anna Lundh: Miss Clock (The Year is a Python), 2014, ACTS - festival for lyd og performance, Museet for Samtidskunst, foto: Kristoffer Juel Poulsen

Inde i urværket

Frøken Klokken var for sin tid en banebrydende teknologi, der gav bred adgang til en mere nøjagtig tidsangivelse. I dag er hun snarere en stemme fanget i en teknologi, der ikke længere er i brug og endnu mindre brug for. Anna Lundhs arbejde har blandt andet handlet om at opstøve de oprindelige tonefilm-skiver for at kunne høre Frøken Klokken igen.

Mediet består af tynde plastikfilm, som har et optisk lydspor indprentet. Det er den samme teknik som bruges med 35 mm lydfilm, med den forskel at her er der tale om et cirkulært lydspor frem for en lang filmrulle.

“Problemet var, at ingen tilsyneladende vidste, hvordan man afspillede dem,” siger Lundh. “Jeg besluttede mig for at forsøge at få lyden ud af disse plastikfilm, for at høre lyden af den oprindelige Frøken Klokken, fanget i et medie, som tiden er stukket af fra, så hun igen kunne fortælle, hvad klokken er.”

I flere andre af sine værker har Anna Lundh interesseret sig for hvad man kunne kalde, frosne øjeblikke af tid. Eksempelvis TV Time fra 2010, der handler om fjernsynsudsendelser fra tiden før de digitale medier og on-demand tjenester, hvor udsendelser blev sendt på et bestemt tidspunkt for dem, der nu engang sad foran fjernsynet.

TV-udsendelserne bliver et eksempel på rå tid, der er gået – og i værket får lov at gå igen. Også ved at afspille de oprindelige Frøken Klokken-optagelser giver Anna Lundh publikum mulighed for at opleve tiden igen, som den lød for dem, der ringede til Frøken Klokken i årene 1939-1970. Tiden forskydes og fordobles når Lundh genopliver den tid, der ligger registreret og gemt i forskellige teknologier. De udtalte tidsangivelser henviser ikke til vores nu og her, men i stedet til andre tidspunkter, oplevet af folk andre steder. Miss Clock (and the Year is a Python) giver således indtryk af de mange lag af tid, som eksisterer samtidigt.: den heterokroni af forskellige tider der optræder parallelt i det konstante nu.