Benandsebastian: Stored

Oktober 2013: Ben Clement og Sebastian de la Cour, de to kunstnere, som også kalder sig benandsebastian, gør klar til Snedkernes Efterårsudstilling på Designmuseum Danmark. Her skal de udstille værket "Stored" - et opbevaringsmøbel, der mimer museets gamle udstillingsmontrer og leger med institutionen som ramme.

 

Planen var, at Ben og Sebastian på skift ville bo i værket, så længe udstillingen varede. Sidde, spise, sove osv. Men Designmuseum Danmark takkede nej til den idé. Benandsebastian måtte gerne bo i "Stored" inden for åbningstiden, men når museet lukker og slukker, skal alle ud. Også kunstnerne.

Sådan støder værk og institution sammen, allerede inden udstillingen åbner, og understreger institutionaliseringen som tematik.

Snedkernes efterårsudstilling kan ses på Designmuseum Danmark fra 1. november 2013 til 30. marts 2014.

Fotos: Maria Desirée Holm-Jacobsen