Björn Perborg

Artist in Residence

Björn Perborg (SE) er i København i august og september, hvor han skal researche til et nyt udstillingsprojekt. Perborg arbejder primært med video og animation, oftest i kombination med installatoriske indretninger i både lille og stor skala, men har også arbejdet med både fotografi, performance, tekst og maleri.

Blandt fortællingerne, der danner grundlag for Perborgs værker, er kunstnerens egen biografi og situation som kunstner, der også sættes i forbindelse med den mere overordnede kunstøkonomi og den globale makroøkonomi. I sine animationsfilm tager han udgangspunkt i enkelte begivenheder, tableauer eller udsagn, som fortællingen kredser om med en ligefrem, tilstræbt naiv – men også kritisk – tone. 

Ved siden af sin egen kunstneriske praksis arbejder Perborg med formidling og kuratering: han har bl.a. formet udstillinger over andre personers arkiver og historier - senest den svenske portrætmaler Bror Kronstrand (1875-1950), sammen med kunstneren Anna Viola Hallberg - ligesom han har kurateret udstillingen Die Liebe meines Lebens til Kunsthalle M3 i Berlin, juli 2014. 

Björn Perborg: Geschichte aus dem Koffer, installation 2009
Björn Perborg: The Tallest Mountain in Europe, animation 1:32 min, 2009

Fakta

FAIR-resident, aug.-sep. 2014.

Björn Perborg (Västerås, 1974) er uddannet fra Valand Kunstakademi i Göteborg i 2003 og bor og arbejder nu i Berlin og på øen Orust i Sverige.

Links

www.bjornperborg.com

FAIR-programmet