Camilla Nørgård: Kuverttelt 2001-2008

FABRIKKENs leder Camilla Nørgård slog et stort telt op i FABRIKKENs produktionshal i maj 2008. Et telt skabt af ca. 4.000 kuverter, indsamlet på FABRIKKEN og sendt fra statslige, kommunale, private og internationale kontakter. Installationen med titlen "Kuverttelt 2001-2008" dannede på én gang et arkiv over FABRIKKENs brevkorrespondancer og åbnede op for et socialt, skulpturelt og poetisk rum.

Interview

"Kuverttelt 2001-2008" er tæt forbundet til din stilling som daglig leder af FABRIKKEN. Hvordan begyndte din kuvertsamling - vidste du fra start, hvad projektet skulle munde ud i?

Jeg havde ikke fra start en plan om, at kuvertsamlingen skulle blive til et telt, heller ikke, at det skulle vises i år - idéerne er kommet hen ad vejen. Men jeg har samlet kuverterne hver dag, lige fra jeg startede som daglig leder i 2001. Min far har også en stak kuverter liggende derhjemme, klippet op og ordnet. Det er vist sådan en genbrugstanke! Det er sjovt at lægge mærke til, hvordan institutioner bliver aftegnet ved hjælp af alle de kuverter, de får tilsendt. Det er afslørende på en eller anden måde. Hvis man har en klagesag kørende, så får man en hel masse ens kuverter, det viser ens forbindelser.

Så kuverterne kan afsløre en formel klagesag?

Ja, sådan kan det være. Men de kan også afsløre, hvem man gerne vil i kontakt med. Det er sjovt at se, hvordan virksomheder hænger deres identitet op på kuverter og designs. Men det meste foregår jo pr. e-mail i dag, så kuverten har en lidt anden betydning end før.

Hvilke kvaliteter har et brev, som en mail ikke har?

Man får jo stadigvæk et brev pga. indholdet. Det er ikke meningen, at man skal sidde og gå op i indpakningen. Men jeg har haft min egen strategi ved siden af alt administrationsarbejdet. Kuverterne er jo virkelig flotte, og når det først går op for en, hvor forskellige de er.! Teltet er vel i virkeligheden et forsøg på at samle det hele, samle sporene fra FABRIKKENs aktiviteter, lave en slags syntese og et ’nu har vi det hele samlet her’. Efter min indsamling sorterede jeg først alle kuverterne i år, så jeg kunne se, hvor mange jeg havde fra hvert år. Da jeg fandt ud af, at jeg ville lave et stort telt ud af dem, beyndte jeg at inddele på tværs af årene og sorterede dem i stedet i farver. Det har været et kæmpearbejde men også sjovt at sortere og se hvilke kuverter, der er flest af.

Og nu indgår kuverterne i en helt ny æstetisk sammenhæng, som er blevet til et stort, poetisk rum. Vil du fortælle lidt om det?

Ja, kuverterne er samlet i en form for arkiv, der går på tværs af indhold og afsendere. Jeg har lagt min egen strategi. Det er fascinerende, når man laver et værk så enkelt - sætter kuverter sammen og hænger dem op som et telt - så kommer der fx pludselig et lys ind igennem ruderne i kuverterne, som skaber en helt anden betydning. Det er et meget smukt lys, og det er selvfølgelig noget helt andet end kontorarbejde. Det er slet ikke noget, man forbinder med kontorarbejde. Der er sket en forvandling. Teltet bliver en struktur for alt det, man normalt ikke kan se i administrationen, en skal, som kan rumme folk. Administration er bare uendeligt og enerverende, men ikke desto mindre fuldstændig nødvendigt for sådan et sted som FABRIKKEN. Jeg har jo ikke nogen uddannelse i at sidde på kontor, og jeg tror også, værket kommer ud af opdagelsen af, hvad der skal til for at holde en institution som FABRIKKEN kørende. Alt muligt, man simpelthen ikke drømmer om! Instanser man skal kommunikere med, breve der skal udveksles. Det har været lidt af en erfaring. Jeg er jo ikke handelsskoleuddannet!

Du overtog det administrative arbejde i 2001, efter FABRIKKEN var blevet selvejende. Er der kommet endnu mere administrativt arbejde og mere brevkorrespondence efter selvstændiggørelsen?

Jamen FABRIKKEN fik jo, før jeg overtog ledelsen, et stort tilskud og havde en helt anden struktur og en direktør, men FABRIKKEN blev lukket ned da arbejdsløsheden faldt - det var i 2000. Så overtog kunstnerne selv stedet og ændrede det, så det nu skulle være professionelle folk, der arbejder herude, og man hver især skulle have sit eget åbne værksted. Det kørte i nogle måneder, hvor der ikke var nogen til at sidde på kontoret. Så kom jeg i aktivering herude og fik gjort mig selv uundværlig. Dels skulle jeg rydde op i noget som mindede om DDR: gamle mapper og efterladenskaber. Det var helt forladt. Dels skulle jeg stable det nye på benene. Det har på mange måder været mærkværdigt at opdage, hvor meget arbejde, der skulle til.

Du er samlingspunkt for FABRIKKENs netværk, du har kendt hver kontakt fra start?

Ja, og fordi jeg ikke er uddannet til den slags arbejde, så er det et helt andet blik, jeg har kastet på det. Jeg har i øvrigt også samlet alle hullerne fra min hulmaskine, haha. Kontorarbejde er noget, som ingen stiller spørgsmålstegn ved. Hele det dér store abstrakte univers - jeg har undersøgt fysikken i det.

Hvilken oplevelse bliver det at komme ind i kuvertteltet?

Jamen, det bliver forhåbentlig behageligt. Så kan alle de folk, som har sendt kuverterne, og som jo er en væsentlig del af FABRIKKENs netværk, sidde inde i teltet. Den tanke kan jeg godt li’. Men der er da sikkert nogen, der vil synes det er skræmmende med alle de kuverter. Kuverter er på vej ud. For tiden kan man se nogle kæmpe billboards i metroen, reklamer for e-boks, for at man skal gå på nettet og ordne al kontakt med det offentlige derfra. Så behøver der slet ikke at være nogle fysiske spor af alt det administrative længere. Det ender med, at kuverter bliver til ren nostalgi, at det kun er de der særlige kvalitetskuverter der bliver tilbage.

Du har lavet telte før, og jeg ved, du har brugt forskellige værksteder til at klæbe kuverterne sammen i – altså arbejdet lidt som en nomade?

Ja, det er ikke tilfældigt, jeg har længe arbejdet med campingidéen, det har været et omdrejningspunkt, og det at udstille er campingagtigt på mange måder. Man skaber sit eget rum i rummet, man laver sin egen struktur af små dele, som man samler til noget stort. Jeg har ikke haft noget værksted. Det var nok lidt plim at slæbe rundt på alle de kuverter. De fylder meget, men de er ikke nogen tung byrde, man kan hurtigt folde dem sammen igen. Når man camperer eller udstiller, er det som at slå sit eget mærke op. Og værket ændrer karakter hver gang man udstiller et nyt sted. Det er især i gruppeudstillinger, man indtager rummet som en campist, siger ’jeg skal ha det her hjørne’, og så slår man sine ting op og pakker dem sammen igen senere. Der er mange kunstnere, der har boet i udstillinger og berørt nomade-emnet her på mange andre måder.
 

Den form for arbejde er ikke et ni til fire job.

Der er mange kunstnere, der forsøger at gør det til det, men det ligger samtidig i kortene, at man som kunstner skal rejse rundt og udstille, og den arbejdsform er jo ret nomadeagtig. Mht. rudekuverterne i teltet, så er det i øvrigt sjovt, at strukturen kommer til at ligne facader. Hvis man kigger ud ad vinduerne fra FABRIKKEN, så ser man præcis de samme farver i facaderne og vinduerne rundt omkring. Jeg cykler forbi hver dag og ser alt nybyggeriet i Ørestad, og det hele ligner så meget hinanden. Det er sjovt, at kuverterne kommer fra sådan nogle firmaer, og at de også ligner dem. Der er en overensstemmelse mellem FABRIKKEN og omgivelserne.

Er det tilfældigt, at strukturen i teltet er kommet til at ligne de husfacader?

Nogle dele har jeg bevidst lavet som striber og fået til at ligne bygninger - jeg er ret spændt på, hvordan det kommer til at virke. Teltet bliver meget stort. Jeg har også tidligere overvejet, om jeg bare skulle lave et telt af kuverter fra et enkelt år, men nu er FABRIKKEN jo desværre ved at miste sin selvstændighed pr. første jan. 2009.

Så der er en særlig anledning til at samle folk i kuvertteltet?

Det synes jeg. Det passer også sammen med arkivtanken, teltet er jo også et arkiv over alle de forbindelser, vi har haft, de mange folk der har været ansat her igennem årene. Der er jo masser af fortællinger i kuverterne. Så på den måde er teltet et bevis på, hvad og hvor meget, der er blevet lavet her. Det bliver spændende at se det færdigt, når lyset falder ind i teltrummet på de hvide plasticborde og –stole, som i øvrigt også passer ind i campingtemaet.

Hvad skal der ske med værket efter udstillingen?

Hvad der skal ske med teltet? Det hører jo til FABRIKKEN! Værket er lavet til FABRIKKEN og af FABRIKKEN. Jeg har vendt hverdagen herude på vrangen og lavet den om til noget nyt. Teltet samler en masse spor fra hverdagen. Det har været helt magisk at åbne alle de kuverter og opdage, hvordan de egentlig ser ud indeni.

Relaterede emner

Camilla Nørgård

Camilla Nørgaard har i de senere år arbejdet meget med udsmykninger. Hun tager udgangspunkt i den konkrete institut... Læs mere.

Åbent Hus 2008

Bestyrelsesformand Ida Munk bød velkommen, Kulturborgmester Pia Allerslev holdt åbningstale, og værkstederne slog ... Læs mere.