Eske Rex: RETRIUM

Koldinghus’ dramatiske historie er afsæt for værket RETRIUM

Af Aske Denning
 
Museet på Koldinghus har inviteret en gruppe unge danske kunstnere til at udstille værker, der tager udgangspunkt i Koldinghus og dets historie. Én af kunstnerne er Eske Rex, som bidrager med værket RETRIUM, der er blevet til på FABRIKKEN for Kunst og Design.
 
Værket skal udstilles i den karakteristiske Ruinsal, der ligesom det øvrige Koldinghus gennemgik en omfattende restaurering i 1970’erne. Formålet med restaureringens moderne arkitektur var at indramme den gamle ruin, der stod tilbage efter branden på slottet i 1808, da de spanske og franske soldater, der skulle hjælpe os mod svenskerne og englænderne, kom til at fyre for hårdt i slottets kaminer.
Eske Rex klargører lægterne, der skal udgøre RETRIUM.

Borgen der brændte indefra

Det er netop den dramatiske brand, som Rex’ værk henter inspiration fra. RETRIUM kommer til at være et rum i rummet; en cylinderformet beholder, der måler to meter i diameter og lidt over fire meter i højden. Som en slags åben tønde består RETRIUM af omkring 80 stående lægter samt seks valsede rundjern og cirka 500 bindinger med metaltråd, der holder det hele sammen.
 
Man kan træde ind i RETRIUM, og når man gør, vil man opdage at rummets indvendige sider er forkullede. Som det skete med Koldinghus, er Rex’ værk afbrændt indefra.
 
Det var altså ikke en udefrakommende trussel, der blev fæstningsværkets endeligt, og det er denne næsten ironiske kontrast som RETRIUM skildrer: De høje, forskansende vægge er et ringe værn mod de indre kræfter, som kan være voldsomme og destruktive.
Rex' assistenter afbrænder den ene side af lægterne, der skal bruges til værket.

Fordybelse blandt ruiner

RETRIUM er en sammentrækning af ordene ‘retræte’ og ‘atrium’. Et atrium er som bekendt et centralt beliggende rum, og ‘retræte’ henviser til, at værket er tænkt som et sted, hvor man kan trække sig tilbage, og hvor der er plads til refleksion. 
 
Værket er meget fysisk. Det giver en sanselig oplevelse af brand, og beskueren kan med egne øjne se, hvordan den simple konstruktion af lægter og jern er sat sammen. Det er Rex’s ønske at værkets rå udtryk skal spille sammen med udstillingssalen, som kombinerer det forfaldne med det nye og holdbare: Salens gamle ruiner står i dag sammen med høje, elegante limtræssøjler.
 
I alt femten kunstnere kan opleves på udstillingen ZIMMER FREI på Museet på Koldinghus 4. okt. - 30. nov.
En mock-up viser, hvordan lægterne er holdt sammen med valsede rundjern og metalbindinger.
Om kunstneren:
 
Eske Rex har placeret sig selv mellem tre områder, kunst, design og arkitektur, og hans værker udforsker samspillet mellem disse felter. 
 
Rex er fascineret af kræfter og dynamiske relationer. Han søger enkelhed og logik i kombination med noget særegent, som er nøglen til værket. Det kan være bevægelse,  tryk eller magnetisk tiltrækningskraft.

 

Én af værkets cirka 80 lægter står oprejst i FABRIKKENS hal.

Fakta

Udstilling: "ZIMMER FREI" med 15 unge, danske kunstnere.
Hvor: Museet på Koldinghus.
Hvornår: 4. okt. - 30. nov. 2014.

Links

Eske Rex

"ZIMMER FREI", Museet på Koldinghus

Relaterede emner

Lej Hallen

Kræver dit værk plads? Har du brug for et rum med højt til loftet og perfekt lysindfald, hvor du kan udfolde dig k... Læs mere.

Eske Rex: Drawing Machine

Oktober 2013:Eske Rex har opstillet sin store, hjemmelavede tegnemaskine i hallen - to pyramideformede konstruktioner... Læs mere.

The Truth Behind Small: Minde om vold

Udstillingen "Minde om vold" af The Truth Behind Small opfordrer til dialog og åbenhed omkring vold samt ned... Læs mere.