FABRIKKEN Afd. AC: Hent kreaposen om “Kroppen i kunsten” i efterårsferien
2. oktober 2023
KREAPOSEN ER UDSOLGT
I efterårsferien kan ”Kreaposen” fra udstillingsplatformen FABRIKKEN Afd. AC afhentes gratis i Amager Centret. Posen med gør-det-selv-kunst for børn og deres voksne, er inspireret af udstillingen ”First, do no harm” af billedkunstner Luna Scales, der lige nu kan opleves i centret. Denne gang er posens tema ”Kroppen i kunsten” og den uddeles gratis i KidsCoolshop på 1. sal fra lørdag d. 14. oktober.
I maj åbnede den 9. udstilling på samtidskunstplatformen FABRIKKEN Afd. AC i Amager Centret. På udstillingen af den talentfulde billedkunstner Luna Scales, kan man opleve to forskellige video-kunstværker. Det ene findes blandt reklamerne på de mange skærme i centret, det andet på en lille skærm i stueetagen, ved det bløde område mellem ”Espresso House” og ”Rituals”. I værkerne bruger Luna Scales sin egen krop som sit primære medie, og derfor danner netop brugen af kroppen i kunsten rammen om dette efterårs gratis kreapose, der er inspireret af Luna Scales’ udstilling.
Kreaposen kan afhentes gratis i KidsCoolshop på 1. sal i Amager Centret fra lørdag d. 14. oktober til og med søndag d. 22. oktober, eller så længe lager haves. Der uddeles 750 poser efter først-til-mølle-princippet.
FABRIKKEN Afd. AC’s kreapose indeholder vejledning og materialer for fire personer, til tre kreative aktiviteter med udgangspunkt i forskellige kunstformer: Portrætmaleri som var du Picasso, simple krops-skulpturer og video-eksperimenter i slowmotion. Alle kan være med, for formidlingsinitativet er designet til, at familien udforsker og laver kunst sammen – perfekt til at tage med hjem til hyggen i efterårsferien.
Om FABRIKKEN Afd. AC
FABRIKKEN Afd. AC er en udstillingsplatform, der gør samtidskunsten til en del af indkøbsturen i Amager Centret. I 2020 skabte FABRIKKEN for Kunst og Design, i samarbejde med centret, en ny platform for kunstoplevelser af høj kvalitet i utraditionelle rammer. Platformen er flydende og låner butikker, vægge og mellemrum til udstillinger og værkvisninger. På FABRIKKEN Afd. AC i Amager Centret er samtidskunsten på display fra morgen til aften, alle ugens dage. Og kunsten er for alle. Læs mere om FABRIKKEN Afd. AC her: https://www.ffkd.dk/fabrikken-afd-ac/
Platformen drives af FABRIKKEN for Kunst og Design. Udstillingen med Luna Scales og kreaposen er støttet af Amager Centret, Amager Øst Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg, 15. Juni Fonden, Spar Nord Fonden, Beckett Fonden og Statens Kunstfond.