#KunstOgCorona: Signe Vad
6. april 2020
Reportage
Landet er under lockdown og FABRIKKENs værksteder og gange emmer ikke af den samme kreative energi, som før regeringen opfordrede danskerne til at blive hjemme, for at undgå smittespredning af coronavirus. Men hvordan påvirker en pludseligt opstået og uforudsigelig situation, som COVID-19-udbruddet, egentligt den kunstneriske praksis? Vi har inviteret husets kunstnere og designere til at dele et øjebliksbillede fra hverdagen, mens krisen kradser.
—————————————————————————————————–
Del 2: Mandag den 30. marts 2020
Kunstner og kurator Signe Vad arbejder mest hjemmefra for tiden. Det har som sådan ikke noget med coronakrisen at gøre, men lige nu skriver hun en del – ansøgninger og sådan – og det glider bedst hjemmefra, i lejligheden på Vesterbro. Men hun har været i sit atelier på FABRIKKEN for Kunst og Design under lockdown. ”Der er bare så rodet i mit atelier lige nu. Værkerne fra min seneste udstilling er lige kommet retur, og jeg har ikke haft tid til at rydde dem af vejen”, siger hun. Til gengæld har krisen betydet aflysninger, eller rettere udskydelser, for Signe, der bl.a. har sat et par projekter på standby, som ellers skulle have været afviklet under Art Week i maj.
Kort før Mette Frederiksen lukkede store dele af Danmark ned, åbnede Signe kontor på Vesterbrogade i forbindelse med samtaleprojektet ”Office of Emergency”, som hun har skabt som en del af kunstgrupperingen The Syndicate of Creatures. Kontoret er nu midlertidigt lukket. ”Office of Emergency” handler om at skabe samtale om en helt anden krise end den vi befinder os i lige nu – nemlig klimakrisen, der ligger forude. Når corona-kurven knækker, åbner hun kontoret igen, og planlægger, at fortsætte projektet ind i efteråret.
”Idéen til ”Office of Emergency” baserer sig på, at der står denne her kæmpe store lyserøde elefant i rummet – og vi skal simpelthen tale om den. Vi bliver nødt til at tage ejerskab over den situation vi befinder os i, ellers kommer der ikke til at ske noget – og det vil være katastrofalt. Hvis vi ikke samtaler om de foreliggende kriser – om bl.a. klima, biodiversitet og den sjette masseudryddelse – så eksisterer de ikke. Og hvis de ikke eksisterer, så kan vi heller ikke gøre noget ved dem. Projektet handler også om, hvordan vi har at gøre med så store og uoverskuelige emner, at man helt undlader at tale om dem, fordi de er så svære at håndtere. Disse svære samtaler vil jeg gerne være med til facilitere”, fortæller Signe. ”Jeg er meget optaget af filosoffen Hannah Arendt og hendes idéer om handlinger og ondskabens banalitet. Hun siger bl.a – lidt forenklet – at når vi ikke gør noget, så bliver vi medskabere af det onde”, uddyber hun.
Signe fortæller også, at det egentligt ikke gør så meget, at hun midlertidigt har måtte lukke det fysiske ”Office of Emergency”. Projektet er nemlig en del af et større nordisk samarbejde, hvor kontoret blot var det første frø, der blev sået; ”Det videre arbejde ligger i dét, at tænke og tale om den klimakatastrofe der ligger foran os, og den samtale er heldigvis ikke afhængig af det fysiske rum.” Hun skulle dog lige finde fodfæste i projektet igen, da kontoret blev lukket.
”Hvis Corona-epidemien er det vigtigste lige nu, så synes jeg heller ikke, at man skal begynde at pege opmærksomheden i en anden retning. Da lockdown indtraf, syntes jeg at det var enormt vigtigt, at rette blikket mod den måde, krisen blev håndteret på. Det var så vigtigt at se, hvordan vi alle sammen tog ansvar, og jeg kunne godt lide den følelse af, at folk virkelig stod sammen, som opstod. ”Office of Emergency” røg helt på standby, for jeg kunne ikke få de to ting til at passe sammen. Der skulle lige gå en uge, hvor jeg prøvede at finde ud af, hvordan projektet, og jeg selv, kunne benytte situationen. Og så fik jeg en idé – og rykkede på den lynhurtigt!”
Idéen blev til den online udstilling ”Catastrophe”, som åbnede på Office of Emergency’s facebookside i fredags, den 27. marts. På den digitale udstilling, der arbejder med ‘katastrofe’ som tema, medvirker 27 internationale kunstnere. Signe har, som mange andre, brugt en masse tid online, siden krisen indtraf. Derfor faldt det hende naturligt at skabe en udstilling dér. Hun lavede også et Open Call til udstillingen online.
”Ligesom at jeg selv har kredset omkring denne slags tematikker længe, så har flere af de kunstnere, jeg har inviteret til at være med i udstillingen, også gjort det. Jeg har været meget legende og set med lethed på kurateringen. Ofte har jeg tænkt; det ville være skidesjovt at se, hvad denne person vil sende under temaet, midt i en situation som denne. Initiativet blev taget rigtig godt imod, og alle der har deltaget, har været rigtig glade for at være med.” fortæller hun.
Signe tror ikke, at coronakrisen vil komme til at præge hendes praksis synderligt i fremtiden. Hun arbejder meget med politiske og eksistentielle temaer, og den nuværende krise vil helt sikkert bringe nye perspektiver med sig. Hun ser dog nærmere krisen som en smagsprøve på fremtiden.
”For mig handler min praksis i høj grad om at gå og tænke over verden. Jeg er meget optaget af, hvordan vi er i verden. Jeg synes, at den måde vi har været i verden på, i lang tid har været underligt kunstig og farlig destruktiv. For mig er den situation vi befinder os i lige nu blot et forvarsel til de usandsynligt store katastrofer, der muligvis ligger foran os. Jeg kan godt lide at se ind i yderste konsekvens af ting. Når man, som jeg, går og forestiller sig, hvordan det mon vil foregå ’if the shit hits the fan’, så gør det et enormt stort og dybt indtryk, når der så opstår en krise som denne, der giver os et indblik i, hvordan folk reagerer, når krisen begynder at kradse.”
Hun slutter samtalen af med stof til eftertanke; ”For mig giver krisen også anledning til at begynde at forestille sig, hvor verden skal hen nu. Jeg tror ikke nødvendigvis at vi er på vej ud i en dyb katastrofe, men efterhånden er der så mange tegn i sol og måne, som begynder at vise sig. ”
”Hvis man sætter det hele op som et regnestykke, så er det bare meget svært, ikke at se det hele gå i minus. Netop derfor er alle de stærke, fine mennesker, organisationer og grupper, som arbejder for at hjælpe os i en anden retning, så vigtige for hele kloden, især for det globale syd og det ikke-menneskelige liv!”
Se udstillingen ‘Catastrophe’ på Facebook
Læs mere om ‘Office of Emergency’ på ooe.zone
Læs mere om kunstnergrupperingen ‘The Syndicate of Creatures’ på tsoc.zone
Læs Del 1 i reportageserien #KunstOgCorona med billedkunstner Theis Wendt
Læs Del 3 i reportageserien #KunstOgCorona med illustrator Mette Ussing