FABRIKKEN Afd. AC

Vægmaleri af HuskMitNavn, 2023. Foto: Malle Madsen. Siden købt af Amager Centret.

FABRIKKEN Afd. AC er en udstillingsplatform, der gør samtidskunsten og den kunstneriske proces til en del af indkøbsturen, i den amagerkanske center-kranspulsåre; Amager Centret. Spiret af den covide virkelighed der ramte samfundet i 2020, skabte FABRIKKEN for Kunst og Design, i samarbejde med centret, en ny platform for kunstoplevelser i utraditionelle rammer, hvor kunsten er på display selv udenfor almindelig kontortid. Og hvor kunsten skal være for alle.

Platformen er flydende og låner midlertidigt tomme rum, vægge og lommer til udstillinger og værkvisninger, der imødekommer både centergæster og kunstpublikum. Det første værk på FABRIKKEN Afd. AC blev monteret i september 2020. Fra januar 2023 pustes nyt liv i platformen, der til og med 2024 viser i alt seks værker i Amager Centret.

FABRIKKEN Afd. AC er et lokalt, non-profit formidlingsprojekt for samtidskunst, initieret af FABRIKKEN for Kunst og Design. Udstillingerne på platformen er i 2023-2024 støttet af: Amager Vest Lokaludvalg, Amager Øst Lokaludvalg, 15. Juni Fonden, Statens Kunstfond, Spar Nord Fonden og Beckett Fonden. Udstilling #13 af Lise Nørholm er desuden støttet af Ny Carlsbergfondet.

Projektet var i perioden 2020 – 2022 støttet af Amager Centret, Amager Vest Lokaludvalg, Amager Øst Lokaludvalg, Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, 15. Juni Fonden og Det Obelske Familiefond

Find udstillingsprogrammet for FABRIKKEN Afd. AC her:


HVORFOR

FABRIKKEN for Kunst og Design er et hus, hvor der produceres samtidskunst. Det er en arbejdsplads og dørene er oftest lukkede for offentligheden, for kunstnerne skal have arbejdsro. Samtidig ønsker vi at dele oplevelsen af samtidskunst med de mennesker, der bor omkring FARBRIKKEN på Sundholm. Og gøre det på en uformel måde, i en sammenhæng, hvor publikum er bredt og mangfoldigt.
Derfor er Amager Centret den bedst tænkelige platform. Kunsten skal ud til folket, og folket er i Amager Centret.


FABRIKKEN Afd. AC er vores bidrag til at gøre besøget i Amager Centret til andet og mere end en indkøbstur. Og samtidig udbrede kendskabet i offentligheden til, hvad nutidens kunst er og kan. De udstillende kunstnere er udvalgt ud fra, hvad platformens kurator mener vil fungere godt i denne ramme, både for kunstner og publikum. Samtidig er det en oplagt mulighed for at lade samtidskunsten lege med muligheder og formater. Til udstillingerne på platformen knyttes formidling for børn og deres familier i form af gør-det-selv-kunst-initiativet “Krea-posen”.


Storcentret er vor tids markedsplads. Det er her folk mødes og meninger brydes. Kunsten tegner på mange forskellige måder et billede af vores tid og har til alle tider udgjort en – mere eller mindre – direkte kommentar til vores fælles virkelighed. Derfor er det vigtigt, at kunsten befinder sig midt i det pulserende liv og ikke alene befinder sig på udstillingssteder, hvor kun en del af befolkningen kommer. FABRIKKEN Afd. AC ønsker at styrke kunstens muligheder for at virke dér, hvor det hele sker. 

HVEM STÅR BAG

De kuratoriske kræfter bag FABRIKKEN Afd. AC er FABRIKKENs udviklingsansvarlige, kunsthistoriker Maria Gry Bregnbak, og platformen tilrettelægges af projektmedarbejder Sidsel Søgaard Spas.
Projektet blev opstartet i 2020 med sparring fra en projektgruppe bestående af billdkunstnerne Molly Haslund, Camilla Berner og Esben Weile Kjær.

TAK

Vi takker projektets støtter til programmet i 2023 – uden opbakningen var platformens fortsatte liv ikke muligt: Amager Centret, 15. Juni Fonden, Amager Vest Lokaludvalg, Amager Øst Lokaludvalg, Spar Nord Fonden, Beckett-Fonden og Statens Kunstfond.
FABRIKKEN Afd. AC var ikke blevet en realitet fra 2020-2022 uden generøs støtte og opbakning fra, Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, 15. Juni Fonden, Det Obelske Familiefond, Amager Vest Lokaludvalg og Amager Øst Lokaludvalg. Tak.