Mød atelier #20 på FABRIKKEN
28. oktober 2020
Fabrikkens Atelierprogram for Nyuddannede
I september flyttede seks unge kunstnere og designere ind i atelier #20 på FABRIKKEN. I daglig tale på FABRIKKEN, er det store fællesatelier kendt som metalværkstedet – hjemsted for vores atelierprogram. Formålet med programmet er at sikre lovende nyuddannede kunstnere en god overgang fra akademi til erhvervet som selvstændig kunstner. Derfor tilbyder vi, for en toårig periode, seks af disse kunstnere og designere et sted at arbejde, faglig og kommunikationsmæssig support samt en mentorordning.
FABRIKKENs atelierprogram
Der kan være mange udfordringer, når man som ung kunstner forlader akademiets rammer og for alvor skal stå på egne ben. At være ung kunstner i dag, kræver meget andet end blot at udfolde sig kreativt. Ligesom alle andre selvstændige, skal der udfyldes momsregnskaber, kommunikeres med kunder og samarbejdspartnere og på den ene eller anden måde skaffes penge nok til at dække både månedlige udgifter og en løn at leve af. FABRIKKENs atelierprogram fungerer som en støtte i de unge kunstneres etableringsperiode, hvor de bl.a. får stillet en prismæssigt overkommelig atelierplads til rådighed i Danmarks største atelierfællesskab. Her får de rig mulighed for at møde og netværke med etablerede kunstnere i et dynamisk miljø, hvor man både kan søge inspiration og gode råd – eller bare mødes over en fælles frokost.
Denne mulighed for spontan faglig sparring er selvfølgelig ikke nok i sig selv. FABRIKKEN skaber også skræddersyede mentorordninger, hvor hver af de unge kunstnere og designere bliver tilbudt et forløb med en etableret kollega. Formålet med mentorordningen er for det første, at den nyuddannede kan viderebygge og udvikle sin praksis, karriere og netværk. For det andet sker det jævnligt at mentoren lærer mindst lige så meget som sin mentee. Det er en givende udveksling for alle parter involveret og kan skabe nye uvurderlige muligheder og erfaringer for den unge kunstner eller designer.
De lovende nyuddannede
De seks nyuddannede kommer med forskellige baggrunde og er uddannet både i Danmark og i udlandet. Deres interessefelter er stærkt forbundene på trods af, at de alle har et personligt afsæt.
Det personlige afsæt kommer særligt til udtryk i Karen Nhea Nielsens (MFA, Det Kongelige Danske Kunstakademi 2019 og Academy of Fine Arts, Zagreb, 2018) arbejde. Gennem visuel- og performancekunst arbejder Nielsen med et personligt arkiv af noter, citater og tankescenarier. Hun tematiserer begæret, det komplekse rod mellem behov og ønsker samt de følelser og relationer der driver den menneskelige handling. Med arkivet i ryggen skaber hun performances, der på sin vis er en gengivelse af de tankescenarier hun samler til sig. En lang tale der bliver reciteret enten af hende selv eller i samarbejde med kollegaer og venner.
Amr Hatem (MFA, Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2020 og BFA, Faculty of Fine Arts, Damascus University, 2010.) arbejder ligeledes med arkivet, men for ham er det ikke indsamlingen, der vækker interesse. Det er snarere de måder, hvorpå arkiver er med til både at fortælle og skjule historier. Dynamikken mellem at huske og at glemme samt de systemer, der er sat i verden til at huske for os. For Hatem er det ikke udelukkende denne vidensskabende proces der er interessant. Det er også den måde, hvorpå en krop kan skabe erindringer gennem gestus og bevægelse. Hatem skaber visuelle værker, der gennem historiefortælling og koreografi tager afsæt i denne gestus med et særligt fokus på affekter, der er formet af fordrivelseserfaringer.
Sofie Højgaard (Cand.ARCH, Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2019) interesserer sig på lignende vis for den måde, vores fælles historie formes på. Højgaard fokuserer i særdeleshed på den måde hvorpå ikke-religiøse ritualer manifesterer sig rumligt. Det er aktuelt i en tid hvor et stigende antal mennesker, særligt i vesten, ikke længere tilskriver sig en religion. Med udgangspunkt i allerede eksisterende arkitektur, arbejder Højgaard med minimale indsættelser, oftest i metal, der kobler sig på arkitekturen, som en slags smykker til bygninger. Hun skaber og indsætter objekter, der ændrer rummets muligheder så de både kan tilknytte sig hverdagens og ritualets handling. Højgaard arbejder altså med relationen mellem arkitektur og objekt.
Maria Nørholm Ramouk (Udd. MFA, Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2019. Minor i Art, Writing and Research) er, blandt andet, interesseret i den måde mennesker er sammen på. Nørholm Ramouks interesse ligger ikke direkte i det rituelle, men i de historier og genstande som holder på det menneskelige samvær og fællesskab. Ramouk er særligt interesseret i de egenskaber, som minder besidder og hvilke fragmenter der bliver fortalt hvornår, og til hvem. Dette sker i et forsøg på at finde frem til de fiktionssandheder der udgør vores erindringer. Det kommer til udtryk en visuel og performativ undersøgelse af personlige fortællinger.
Daniel Mølholt Bülow (MFA, Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2020. Minor i Art, Writing and Research) arbejder oftest med medier som video, lyd, tekst og performance. Med en tilgang til materialer der – ligesom Ramouks tilgang til minder – bygger på en undersøgelse af den bevidsthed og de oplevelser, der knytter sig til materialet. Emner som sitrer i mellemrummets transformerende væren danner grund for Bülows kunstneriske udtryk. Der arbejder han både skulpturelt, teoretisk og kropsligt for at skabe værker som vil møde beskueren.
For Cecilie Jørgensen (Fashion Design Akademiet) er materialet også i fokus, når hun designer tøj under sit brand Icon Visions. Håndarbejdet skinner igennem når Jørgensen omformer brugt tøj, tekstiler og prøver, med et personligt udtryk. Hun er inspireret af mennesker, attituder og de små historier som et outfit kan gemme på. Jørgensen skaber årligt flere små kollektioner, som alle er designet, syet, fotograferet og promoveret af hende selv. Det betyder, at hun selv kan sætte tempoet og giver hende tid til at fordybe sig i sin personlige udvikling. Hendes arbejde inkluderer blandt andet samarbejder med Esben Weile Kjær, Jada og MØ.
Aktiviteterne i atelierprogrammet er støttes af Augustinus Fonden og Det Obelske Familiefond – du kan læse mere om alle der har atelier på FABRIKKEN her
Family and Friends. Karen Nhea Nielsen. Foto af Sif Bruun Looking Into the Shadow of Disappearence. Amr Hatem. Foto af David Stjernholm Ritual Containers. Sofie Højgaard. Foto af Jenny Sundby Through the photographs I sense her impatience. She asks what I’m gonna use them for and adds that it’s important to remember nostalgia. I answer that it’s related to my research for the Afgang project. Maria Nørholm Ramouk. Foto af David Stjernholm Kudsji Carry Moore. Daniel Mølholt Bülow. Foto af David Stjernholm I’m Like a Bird. Cecilie Jørgensen. Foto udlånt af designeren