Atelier til fordybelse i København
På FABRIKKEN kan du som professionel kunstner eller designer få tildelt et atelier eller værksted på Amager i København. Vi har 51 atelierer, som dagligt beskæftiger over 60 kunstnere og designere. Ved at tilbyde atelierplads og faciliteter til konkurrencedygtige priser understøtter vi gode arbejdsforhold og giver den enkelte mulighed for at fordybe sig, udvikle sin kunstneriske praksis og styrke sit kollegiale netværk.
Ydelse, størrelser og faciliteter
FABRIKKENs atelierer har forskellig karakter og størrelse, og den månedlige faste ydelse varierer derfor fra atelier til atelier. I tillæg til den månedlige faste ydelse betales et månedligt aconto beløb til vaiable driftsomkostninger og forbrug pr. bruger.
Atelierernes størrelse strækker sig fra 10 – 90 kvadratmeter. Atelierernes forskelligartede forhold betyder, at FABRIKKENs faciliteter egner sig til mange forskellige praksisser og behov – nogle passer bedre til kontorlignende arbejde, mens andre er velegnede til mere fysisk og pladskrævende arbejde.
Alle atelierer har installeret varme og trådløst internet. Desuden er FABRIKKENs fællesområder og de fleste atelierer udstyret med alarm.
Som bruger af et atelier og værksted på FABRIKKEN tildeles man et atelier for en treårig brugsperiode. Det er herefter muligt at søge om en ny brugsperiode op til tre gange.
Vil du have atelier på FABRIKKKEN?
Ledige atelierer og værksteder annonceres gennem Open Call her på FABRIKKENs hjemmeside og på Facebook. Der er ingen venteliste til ateliererne, og vi anbefaler, at du holder øje med vores hjemmeside og Facebook, hvis du er interesseret i et atelier og værksted på FABRIKKEN i København.
Det er af og til muligt, at overtage brugsretten til et atelier på FABRIKKEN i en kortere periode. Ledige korttidsbrugsretter annonceres på FABRIKKENs hjemmeside og på vores Facebook.
Læs mere om tildeling af atelierer og find alle aktuelle open calls her.
Hvor kan du ellers søge atelierplads?
Her finder du også info om atelierer:
www.bkf.dk
www.ukk.dk
Midlertidig produktion
Udover atelierer, har FABRIKKEN en produktionshal på 1000 kvadratmeter, hvor du kan leje plads til midlertidige kunstproduktioner og -projekter. Læs mere om mulighederne for booking af hallen her.