FABRIKKEN Afd. AC: Hent en gratis krea-pose for hele familien i Amager Centret
Det er januar, lockdown 2.0 er over os, og hele familiens hænder og hoveder kribler efter nye udfordringer. Det har FABRIKKEN Afd. AC i samarbejde med Amager Centret heldigvis råd for. Vi deler 350 gratis krea-poser ud i centret, med aktiviteter til gør-det-selv-kunst for hele familien.
OBS: Alle 350 gratis krea-poser er uddelt. TAK!
Kan du stole på dine øjne?
Når vi ikke kan få lov at være sammen om kunstneriske eksperimenter ude i virkeligheden, må vi sende de kreative aktiviteter hjem til jer. Derfor har FABRIKKEN for Kunst og Design i samarbejde med Amager Centret, som en del af projektet FABRIKKEN Afd. AC, lavet en gør-det-selv-pose med kreative aktiviteter, lige til at tage med hjem om spisebordet.
Fra fredag den 22. januar kl. 9 kan man hente en gratis krea-pose hos Føtex Kundeservice i Amager Centret.
Aktiviteterne er inspireret af kunst-stilen ’Op Art’ og den danske kunstner Henrik Plenge Jakobsens roterende værk, der lige nu kan opleves ved indgangen til Amager Centrets metroarkade, ved siden af apoteket. Måske et af de eneste steder, hvor man lige nu kan opleve dansk samtidskunst med tag over hovedet.
’Op Art’ er optisk kunst, der handler om at snyde øjnene. Det gør kunstneren f.eks. ved at bruge tegne- og maleteknikker, der driller vores øjne, og får det til at føles som om man bliver suget ind i billedet, eller at motivet hopper ud af papiret. Det er netop disse teknikker aktiviteterne i krea-posen er inspireret af. Man kan f.eks. farvelægge tegninger der snyder synet, lære at tegne en hånd, så det ligner at den hopper ud af papiret og lave et ’vippebillede’ med hele to forskellige tegninger i ét billede.
Gratis krea-pose til gør-det-selv-kunst
FABIRKKEN Afd. ACs krea-pose indeholder materialer til tre forskellige kreative aktiviteter for fire personer, samt et hæfte med en udførlig guide til aktiviteterne, i både ord og billeder. Det eneste, man selv skal finde frem derhjemme, er en saks til brug ved én af posens aktiviteter. Det hele er samlet i en bæredygtigt produceret, specialdesignet mulepose – perfekt til indkøbsturen, efter de kreative udfoldelser.
Hele familien burde kunne være med hele vejen, men det anbefales, at børn under 7 år laver aktiviteterne sammen med en voksen. Krea-posen er designet til at familien kan lave kunst sammen.
Vi håber I vil lege med, og dele jeres ’Op Art’-kunst med os og andre gør-det-selv-kunstnere på Instagram ved at bruge hashtagget #kreaposenAfdAC når I deler jeres kreationer. Tag også meget gerne @fabrikkenffkd og @amager_centret og vær med til at inspirere andre til at lave optisk kunst derhjemme. Vi vil så gerne se hvad I laver!
Krea-posen kan afhentes i Føtex Kundeservice i Amager Centret fra fredag den 22. januar og så længe lager haves. Der uddeles max. to poser pr. familie.
OBS: Alle 350 gratis krea-poser er nu uddelt – TAK fordi I vil lege med!
Om FABRIKKEN Afd. AC – kunstoplevelser i Amager Centret
FABRIKKEN Afd. AC er en udstillingsplatform, der gør samtidskunsten og den kunstneriske proces til en del af indkøbsturen i det amagerkanske samlingspunkt, Amager Centret. I skyggen af Corona-pandemiens indtog i landet i foråret 2020, har Fonden FABRIKKEN for Kunst og Design i samarbejde med centret, skabt en ny platform for kunstoplevelser i utraditionelle rammer. Et anderledes sted hvor man kan møde kunsten, selv udenfor almindelig kontortid. Og hvor kunsten er for alle.
Platformen låner midlertidigt tomme rum, vægge, og kroge til udstillinger, workshops og events, der imødekommer både centergæster og et kunstpublikum. Det første værk på FABRIKKEN Afd. AC blev sat op i Amager Centret i september ’20 og flere kunstoplevelser kommer til.
FABRIKKEN Afd. AC er et lokalt non-profit projekt initieret af Fonden FABRIKKEN for Kunst og Design i samarbejde med Amager Centret med støtte fra Statens Kunstfond, Amager Øst Lokaludvalg og Det Obelske Familiefond.