#KunstOgCorona: Mette Ussing

20. april 2020


Reportage

Landet er under lockdown og FABRIKKENs værksteder og gange emmer ikke af den samme kreative energi, som før regeringen opfordrede danskerne til at blive hjemme, for at undgå smittespredning af coronavirus. Men hvordan påvirker en pludseligt opstået og uforudsigelig situation, som COVID-19-udbruddet, egentligt den kunstneriske praksis? Vi har inviteret husets kunstnere og designere til at dele et øjebliksbillede fra hverdagen, mens krisen kradser.


——————————————————————————————————————–


Del 3: Onsdag d. 1. april 2020


Mette Ussing er illustrator og holder under normale omstændigheder til på FABRIKKEN, i værksted nr. 30. – også kendt som Paradise Park Design Studio – sammen med Claus Bjerre, Ditte Hammerstrøm og Karen Land Hansen.

Efter at have talt med Mette Ussing, står det klart, at hun udgør en af de mange børnefamilier, der skal få alle enderne til at mødes. Det er svært, når der er gået kluddermor i normalen. Tid, praktik og planlægning spiller pludselig en væsentlig rolle i en karantæneperiode, der er præget af uvished og nye tankestrømme. 


Mette har med god grund svært ved at vurdere, om COVID-19 har nogen konkret indflydelse på hendes virke som illustrator og underviser i billedkunst.

“Jeg arbejder jo med børn og billedkunst – det er dér, jeg hovedsageligt får min indkomst fra, og det er svært at sige, hvad der kommer til at ske. Det seneste år har jeg haft et større huskunstnerprojekt kørende, som er afhængigt af bevillinger fra Statens Kunstfonds Huskunstnerordning. Om disse bliver mindre, ved jeg ikke. Derudover har jeg en deltidsstilling som billedkunstlærer, der delvis afhænger af, at folk sender deres børn på billedkunstskole.”  

Mette Ussing underviser børn fra 3. klasse og op i billedkunst på Billedskolen i Tvillingehallen, som ligger i Kødbyen på Vesterbro i København. Eleverne lærer blandt andet om digital tegning, om anatomi og proportioner. Nogle af holdene skulle dagen før landets nedlukning have holdt fernisering på en udstilling med tegninger af mennesker i skalaforholdet 1:1. Det måtte de desværre udsætte. 



Som underviser har Mette dog kunnet arbejde hjemmefra, og har i den forbindelse, sammen med sine kollegaer, lavet tegneopgaver til børn og familier, så der er noget kreativt at hente under hjemme-karantænen. Opgaverne er tilgængelige på www.billedskolen.kk.dk. 

“Jeg skal ligesom mange andre ud og finde nye opgaver, når jeg er færdig med mit huskunstnerprojekt – så det er en retning, jeg ikke rigtig kender. Forhåbentlig er der noget.”, siger Mette.

Selvom coronakrisen forhindrer Mette i at undervise lige nu, er der nok at se til. Tiden bruger hun på at fordybe sig i egne projekter, som ellers ofte kan blive skubbet lidt i baggrunden. Det arbejde skal dog også balanceres med børnene og manden, som ligeledes er tvunget inden døre. Her er atelieret på FABRIKKEN et eksil, hvor der er plads til ro og fordybelse. 

“Både min mand og jeg arbejder hjemmefra, så vi aftaler lidt fra dag til dag, hvordan vi gør det. Men ellers så har jeg været på FABRIKKEN, når det har kunnet lade sig gøre. Men tiden er knap, når man har børn. Vi har et barn på snart 12 år, som skal have hjælp til lektier, og et på 5 som er hjemme fra børnehaven. Nogle gange medregner man ikke lige den dér halve time det tager, at komme frem og tilbage fra FABRIKKEN, og så kan det bedre betale sig at arbejde hjemme. På den måde beregner man hele tiden, hvordan man får mest mulig arbejdstid klemt ind.”

I værkstedet har Mette arbejdet på større udsmykninger til børnehaver og fritidsklubber, hvor børnene har arbejdet med portrættegninger. De er op til tre meter lange, og kræver derfor det store arbejdsbord, som de deles om i Paradise Park Design Studio. 


Følger man Mette Ussing på Instagram (@ussingova), har man kunnet følge med i en slags visuel illustrativ dagbog her midt i krisen. Tegninger og portrætter af de eksperter, politikere og andre aktører der har været i mediebilledet får opbakning, personlige hilsner og refleksioner. Dronning Margrethe, Søren Brostrøm, Mette Frederiksen og senest komponist Phillip Faber. For Mette Ussing er det at tegne et vakuum, hvor hun kan bearbejde de tanker, krisen sætter i gang hos hende.  



“Det er mit eget lille corona-projekt. Man kan jo ligge søvnløs og  spekulere – og så har jeg bare brug for at køre et tegneprojekt, når der sker sådan noget her. Det er ligesom min medicin, eller min måde at håndtere det på. Man har jo siddet og set nyhederne og presse-briefinger, og så var det bare meget nærliggende at tegne de her mennesker. Men hvor lang tid det fortsætter, det ved jeg ikke. Vi må se hvad der sker.”

Lad os ikke håbe, det varer meget længere. I ventetiden kan man jo – ligesom Mette Ussing – finde papir og blyant frem, og forsøge at visualisere de tanker der dukker op, under denne her mærkelige socialt afskårne tid. 


Følg med i Mette Ussings tegnedagbog på hendes Instagram profil @ussingova eller se dem på hendes hjemmeside www.metteussing.dk

Læs Del 1 i reportageserien #KunstOgCorona med billedkunstner Theis Wendt

Læs Del 2 i reportageserien #KunstOgCorona med kunstner Signe Vad