OPEN CALL: Atelierer med overtagelse i foråret 2025
OPEN CALL / Atelier
Ansøgningsfrist: søndag d. 5. januar 2025 kl. 23:59
Der udbydes nu tre atelier på FABRIKKEN for Kunst og Design i Open Call.
Atelier #19TV
Atelieret er 45 m2 og beliggende i stueetagen tæt på hallen. Atelieret har vindue mod hallen og således indirekte dagslys. Atelierets bagvæg har indbyggede skabe fra gulv til loft (ca. 5 m2) som medfølger.
Fast ydelse pr. måned er i 2025 5.296 kr. + moms og forbrug.
Atelieret har overtagelse d. 1. marts 2025, men står ledigt allerede pr. 1. februar, hvorfor der vil være mulighed for tidligere overtagelse.
Atelier #11
Atelieret er 43 m2 og beliggende i stueetagen i lille hal. Atelieret har udelukkende ovenlys samt dobbeltdør.
Fast ydelse pr. måned er i 2025 5.061 kr. + moms og forbrug.
Atelieret har overtagelse d. 1. marts 2025.
Atelier #39
Atelieret er 16 m2, lyst og beliggende på 1. sal, med vestvendte vinduer.
Fast ydelse pr. måned er i 2025 1.883 kr. + moms og forbrug.
Atelieret har overtagelse d. 1. marts 2025.
Udover den månedlige faste ydelse, betales der aconto DKK 700 + moms pr. mdr., pr. bruger i atelieret, til variable driftsudgifter/forbrug. Yderligere betales der et indflytningsgebyr på 2.500 kr. pr. bruger.
Der er åben fremvisning af alle tre atelierer onsdag d. 11. december 2024 kl. 13-14.
Tilmelding til fremvisning er ikke nødvendig. Kontakt kontoret på tlf. +45 32 54 94 24 ved ankomst til FABRIKKEN hvis hoveddøren ikke er åben. NB: Det er ikke muligt at besigtige atelierene på andre tidspunkter, af hensyn til de nuværende brugere.
Se enkelte billeder nederst på siden.
ØVRIG INFORMATION
Udover atelier inkluderer den faste ydelse desuden:
- Adgang til Danmarks største atelierbygning døgnet rundt
- Arbejdsmulighed i dagtimerne i FABRIKKENs hal, under hensyn til udlejninger
- Adgang til fælleskøkken, toiletter og fælles have
- Repræsentation på FABRIKKENs hjemmeside
- Fagligt netværk med FABRIKKENs 70 professionelle kunstnere og designere
- Mulighed for kuratorbesøg samt faglige og sociale arrangementer
- Rabat på intern halleje
Inkluderet i de variable driftsudgifter der betales pr. bruger, er vand, varme, el, renovation, internet og øvrige fællesudgifter.
FABRIKKEN tilbyder en tidsbegrænset brugeraftale på tre år. Herefter er det muligt at ansøge om en ny brugsretsperiode på tre år. Der kan søges om ny brugsret op til tre gange. Der er tre måneders gensidig opsigelsesvarsel på atelieret til den første i en måned.
Aftalen indgås mellem FABRIKKEN og bruger med personligt tilknyttet registreret virksomhed med CVR. nr., alternativt kan aftalen oprettes på CPR. nr. Moms kan fratrækkes ved indgåelse af aftale på CVR.nr. Ved deling at atelieret tegnes individuelle brugeraftaler.
Den faste ydelse stiger med 5% pr. år, pr. 1/1. Der opkræves tre måneders fast ydelse i depositum for atelieret. Ydelse og aconto betales kvartalsvist og kræver tilmelding til PBS.
ANSØGNING
Professionelle billedkunstnere og designere kan ansøge. Flere kunstnere og/eller designere kan ansøge sammen og skal i så fald sende én samlet ansøgning. Ansøgninger med flere brugere i dette atelier vil blive prioriteret. Vær opmærksom på, at der betales variable udgifter pr. bruger i atelieret.
Vi lægger vægt på menneskelige og faglige fællesskaber, og vi forventer, at husets brugere deltager i fælles opgaver og begivenheder så som diverse udvalg, Åbent Hus og de årlige arbejdsdage. Derudover er det et krav, at atelieret/værkstedet bliver brugt aktivt til kunst- og /eller designproduktion.
Ansøgningen skal indeholde følgende:
- Kort beskrivelse af kunstnerisk praksis og eksempler på kunstnerens aktiviteter gennem de seneste år samt planlagte aktiviteter i nær fremtid
- Kort beskrivelse af, hvordan kunstneren påtænker at bidrage til hhv. det faglige og det sociale fællesskab på FABRIKKEN
- Kort beskrivelse af kunstnerens motivation for at have et atelier på netop FABRIKKEN
- Omfang af påtænkt anvendelse af atelier samt påtænkt anvendelse af FABRIKKENs øvrige faciliteter
Ansøgningens form: 1 A4-side skriftlig ansøgning samt CV på max. 1 side pr. ansøger. Inkludér desuden max. 5 billedeksempler på dit/jeres arbejde, samt et par relevante links og kontaktoplysninger.
Hvis du/I er interesseret i flere af de udbudte atelierer, bedes du tydeligt angive en prioriteret rækkefølge.
Find FABRIKKENs tildelingspolitik på både dansk og engelsk her.
Ansøgningen sendes som én samlet pdf, der navngives med ansøgers navn(e). Ansøgningen sendes til application(at)ffkd.dk og skal være os i hænde senest søndag d. 5. januar 2025 kl. 23:59.
FABRIKKENs bestyrelse vurderer ansøgningerne og træffer afgørelsen. Du/I kan forvente svar på ansøgningen senest i uge 4.
Har du spørgsmål, kan du kontakte Katrine Duelund på kd(at)ffkd.dk.
Om FABRIKKEN
Fonden FABRIKKEN for Kunst og Design er Danmarks største atelierbygning. Omtrent 70 professionelle billedkunstnere og designere arbejder dagligt i husets 50 atelierer, samt i den 1.000 m2 store produktionshal. FABRIKKEN er en professionel kunstinstitution, som ligeledes driver residencyprogrammer for udenlandske kunstnere og kuratorer og er initiativtagere til kunstplatformen ’FABRIKKEN Afd. AC’ i Amager Centret.
Ud over attraktive arbejdsrum har vi arrangementer med vores udenlandske gæstekunstnere, årlige arrangementer der åbner dørene for offentligheden, kuratorbesøg og andet, der styrker fagligheden og det kollegiale fællesskab.
FABRIKKEN er støttet af Københavns Kommune og Det Obelske Familiefond.
UDVALGTE BILLEDER AF ATELIERENE (39 & 19TV kommer)
Atelier #11