Flydende konsistenser løber altid nedad: Siska Katrine Jørgensen i Amager Centret

4. november 2021

Pressemeddelelse

Fredag den 12. november kl. 16-20 inviterer udstillingsplatformen FABRIKKEN Afd. AC til fernisering på Siska Katrine Jørgensens udstilling ”Flydende konsistenser løber altid nedad” i Amager Centret, der sætter fokus på begrebet ”konstruktion”.

Fra midten af november kan en ny, stedspecifik installation af billedkunstner Siska Katrine Jørgensen opleves som en del indkøbsturen i Amager Centret. Kunstinstallationen flytter ind i et ledigt butikslokale på centrets 1. sal, som en del af platformen FABRIKKEN Afd. AC, der er et samarbejde mellem atelierfællesskabet FABRIKKEN for Kunst og Design og Amager Centret. Frem til midten af 2022 arbejder platformen med at bringe kunsten ind i storcentret og ud til folket gennem skiftende udstillinger. Siska Katrine Jørgensens udstilling er den femte i rækken af i alt syv udstillinger.

Stedspecifik kunst i rå kontekst

I et ledigt butikslokale på Amager Centrets nyetablerede gang på 1. sal, står en støbt maskine, som spejler sig i lokalets rå gipsvægge og går i ét med gulvets beton. Bag installationen står billedkunstner Siska Katrine Jørgensen (f. 1991), der i sin udstilling på platformen FABRIKKEN Afd. AC arbejder med storcentret som kontekst. Gennem gradbøjninger af begrebet ”konstruktion” har hun skabt et stedspecifikt værk, der går i direkte dialog med sine omgivelser.

Siska Katrine Jørgensen har i centret skabt et rum, der skaber associationer til en byggeplads, og som dermed minder os om noget, vi kender – eller noget vi tror, vi har set før. Men når man træder ind i lokalet, inviterer installationen til både spørgsmål og undren. Siska Katrine Jørgensen arbejder i sin kunstneriske praksis ofte med, hvordan relationen mellem form og materiale kan om-arrangeres både sprogligt og skulpturelt.

Til sine skulpturer anvender hun genstande og omstændigheder som vi kender fra dagligdagen og fra industrien. Dem bearbejder hun gennem både logiske overvejelser, definitionsspørgsmål og materialeundersøgelser, med ønsket om at skabe en ny forståelse af det, vi tror, vi kender. I ”Flydende konsistenser løber altid nedad” er betonblanderen omdrejningspunktet.

Flydende konsistenser løber altid nedad” kan opleves i Amager Centret fra fredag den 12. november, hvor der inviteres til fernisering kl. 16-20 i butikslokalet på den nye gang på 1. sal overfor The Athlete’s Foot. Alle er velkomne. Udstillingen kan opleves i centret frem til februar. Find event for ferniseringen på Facebook her.

Søndag den 14. november kl. 11-14 afholder Siska Katrine Jørgensen desuden en åben støbeworkshop for nysgerrige børn og voksne, på gangarealet på 1. sal ved Weekday. På workshoppen, der er inspireret af Jørgensens udstilling, kan man komme forbi og prøve kræfter med at lave små gipsafstøbninger af objekter købt i centret, eller som man selv medbringer. Læs mere på Facebook her.

Om FABRIKKEN Afd. AC

FABRIKKEN Afd. AC åbnede i september 2020 og viser skiftende værker af forskellige danske kunstnere i Amager Centret, frem til juli 2022. Siska Katrine Jørgensens installation i butikslokalet på 1. sal efterfølger udstillinger af kunstnerne Henrik Plenge Jakobsen, Søren Hüttel, Esben Weile Kjær og Michelle Eistrup. Til kunstoplevelserne i centret knyttes forskellige events og kreative aktiviteter for centergæster på tværs af alder.

Udover udstillingen af Siska Katrine Jørgensen, kan man i Amager Centret opleve værkerne ”CPH: Juctions & Checkpoints” af Michelle Eistrup, frem til starten af december, samt ”Advertise, Hypnotise, Traumatise” af Esben Weile Kjær, frem til januar 2022.

FABRIKKEN Afd. AC er initieret af FABRIKKEN for Kunst og Design i samarbejde med Amager Centret. Projektet er støttet af 15. Juni Fonden, Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Amager Øst Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg, Det Obelske Familiefond og Amager Centret.


Om Siska Katrine Jørgensen

Siska Katrine Jørgensen (f. 1991) er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi (2020) og fra Kunsthøgskolen i Bergen (2017). Hun arbejder som regel stedsspecifikt og hendes værker er semipermanent repræsenteret på flere offentlige, udendørs skulpturplatforme såsom Hollufgård Skulpturpark, Billedhuggerhaven Skovsnogen, Skulpturlandsby Selde og After The Butcher i Berlin.

Temaer som repræsentation, manifestation, andethed, verden som konstruktion og tanker om, hvornår noget betegnes som noget, er grundlæggende for forståelsen af hendes praksis.

Hendes udstillinger omfatter bl.a. “Albuefox Liminale” på en olieplatform, ”Foxtrot” ved Ladehammeren i Norge (2020), “For people who long to be somewhere else” på Vestre Kirkegård i København (2018), “Uttran” på den frosne sø Uttran i Rønningen i Sverige, “Plaster of Paris” på Den Kongelige Afstøbningssamling i København (2019) og Sommerskulptur Søby på Ærø (2020).

Hun står desuden bag forlaget “bergmassiv” som indtil nu har udgivet de to publikationer “en form for tekst” (2020) og “aero mobile ~” (2021).

Om FABRIKKEN for Kunst og Design

FABRIKKEN for Kunst og Design er Danmarks største atelierfællesskab, hvorfra over 60 kunstnere og designere dagligt skaber kunst til ind- og udland. FABRIKKEN tilbyder attraktive faciliteter for kunstproduktion i Hovedstaden og arbejder for at styrke vilkår for kunstproduktion. FABRIKKEN faciliterer desuden de tre residency-programmer FAIR, FIDA og World Wide Air.